Her kan man lægge gamle BG'er ud så andre kan blive inspireret af dem.

Den her er skrevet af Lasse:

Formalia
Navn: David Grave Alder: 88 Race: Menneske Tro: ingen

Dossier
David er en spøgs person. Han omgiver sig med levende døde og dæmoner mens han rejser rundt og sælger vare som en handelsmand. Han fortæller gerne om sine studier indenfor Necromatik og Dæmonologi. Han ærgrer sig dog over at hans kræfter ikke rækker længere end til at rejse to levende døde tjenere og en mindre dæmon. På trods af sin alder ser han ud som en ung mand. Han påstår det er en sideeffekt af at havde rodet med Dæmonologi og Necromatik.

Citat
”Alt hvad du kan lave, kan sælges”
”Hvis du køber kødet så køber jeg knoglerne *blink*”
”Tag dig ikke af de dødbidere, jeg kender nogen der værre”
”Dem der siger ”en død mand ikke bider” skal lige komme her over og hilse på Fred”

Baggrund
David begyndte sin ungdom som lærling hos en troldmand som kaldte sig selv Minaith. David var meget nysgerrig og ivrig efter og lære. Da han i en alder af 30 skulle specialisere sig, rejste han lidt rundt i riget for at finde inspiration. På sin rejse var hen meget sammen med handelskaravaner. Her lærte han tricks og fif til hvordan man gjorde en god handel og hvordan man satte en god pris uden at virke grådig. Han hørte også hvordan arbejdskraft kun var lige så loyal som den mængde penge man betalte dem, og det var her at David fik sin første ide til hvad han ville specialisere sig i. Han rejste i omkring 10 år hvor meget af det var sammen med handelsmænd og karavaner. På de 10 år blev han en dygtig handelsmand men han var jo også troldmand. Han fik en besked om at hans søgen havde varet længe nok og at han skulle vende tilbage og specialisere sig. Det gjorde han, men da troldmandsrådet fandt ud af hvad han ville specialisere sig i, måtte han kæmpe en lang kamp for at fortsætte. Han argumenterede at disse former for magi ikke var onde eller mørke. Necromatik krævede bare ikke levende ting, og døde kroppe var de bedste til det. Det var den samme metode som når man skabte levende stensoldater og mekaniske tjenere, men de døde kroppe var nemmest og kontrollere og krævede knap så meget magi at skabe. Dæmonologi var lidt svære og argumenter for indtil det lykkedes ham i smug og fremkalde en Succubus dæmon som ikke var ond. David havde lidt svært ved at kontrollere hende men det lykkedes for ham, men et nyt problem dukkede op. Han kunne ikke bort mane hende igen. Hans studier stod stille i 3 år før rådet gav ham lov til at fortsætte og da han nåede en alder af 78 havde han udtømt alt hvad troldmandsrådets bibliotek havde om Dæmonologi og Necromatik. Da han var den første troldmand som havde fået lov til at studer dette blev han inviteret ind i troldmandsrådet. Han sagde ja men mellem møderne rejser han rundt og gør sig som handelsmand. Han skaber dog lidt panik med hans Necromatiske evner og hans dæmoniske følgesvend, men de handelsmænd som han rejste med i de 10 år har hjulpet ham med hans omdømme.

Karaktertræk
Munter, optimistisk og elsker en god historie og at gøre en god handel.
(stik modsat den alm. opfattelse af en necromancer)

Mål og drømme
Davids mål er at bevise at Necromatik og Dæmonologi ikke er mørke og onde magityper.
David drømmer om at kunne skabe mere end blot to levende døde, men da han bandt Succubusen til ham selv og ikke et smykke, suger hun meget af hans magi så han kan kun holde de to oppe ad gangen.

Hverdag
Han rejser rundt mellem de forskellige folkeslag og forsøger at gøre en god handel. De fleste har ikke vænnet sig til hans følge så det er meget begrænset med handel mellem de andre racer.

Fordi at jeg har et enormt ego, vil jeg tillade mig at lægge to af mine egne BGér herind, da her virker lidt tomt - hvis de ikke er gode nok, er administratorne velkomne til at fjerne dem:

BG for min sidste rolle, en sortelver-karakter:


Navn: Vashin Raeg

Alder: 132

Tro: Oravar

Baggrund:

Vashin holdt et øjeblik for at få vejret. "Kom nu!" råbte hans Mester foran, alt imens han løb afsted i fuldt firspring. "Ritualet kan ikke vente. Skal jeg hellere finde et menneske, som kan erstatte dig? Jeg er sikker på, at selv et menneske kan løbe hurtigere end dét der!" Vashin tog en sidste, dyb vejrtrækning, og løb så af sted, så hurtigt han kunne. Han var i hvert fald bedre end en af de usle mindre racer. "Mesteren" var egentlig hans fader, men den tiltaleform havde han for længst forbudt Vashin at bruge. Ej heller havde Vashin måttet få at vide hvem hans moder var. Lige siden han lærte at tale, havde hans fader lært ham, at Vashin var lærlingen, og hans fader var Mesteren, og derfor kun måtte omtales som sådan. Hans fader havde set Vashins magiske potentiale, og havde udvilet det siden hans fødsel. Nu var han 132 år, og faderen insisterede stadig på, at han kun var lærling.
"Så er vi her," sagde Mesteren, og pegede på en lille rydning mellem træerne, hvor der i sandet var tegnet adskillige pentagrammer, ellipser og andre figurer på jorden. Mester havde helt klart forberedt denne femmaning længe i forvejen, og Vashin blev en smule utryg. Hidtil havde det mægtigste, som Mesteren havde bundet til ham, været en ondskabsful Djinn ved navn Jabor. Det havde kun krævet tre mindre pentagrmmer, og et enkelt stort i midten. Men her var skovbunden fyldt med magiske figurer og sætninger fra Mesterens Bog. Der var tegn, som Vashin aldrig havde set før - og han havde set rigtig mange tegn. Det var tydeligt at Mesteren havde forberedt sig på noget stort, og Vashin kunne ikke lide det. "Mester, jeg... Hvad er det, som De prøver at fremmane?" Mesteren så vredt på ham. "Hold nu bare kæft, og stil dig i midterpentagrammet. Dér." Han pegede på et pentagram, som var omkring seks meter fra spids til spids. Vashin stilte sig lydigt derhen, men han var betænkelig ved det. Mesteren var måske nok en af de mægtigste dæmonologer blandt sortelverne, men selv han kunne vel ikke fastholde noget så mægtigt at det krævede sådan et gigantisk pentagram på egen hånd? Mesteren var begyndt at lave nogle flere sætninger på jorden.
"Mester, er De sikker på at..." Mere nåede han ikke at sige, før Mesteren hvæsede af ham: "Sagde jeg ikke at du skulle holde kæft? Og smid så det sværd ud af pentagrammet, det er unødvendigt lige nu." Vashin spændte sit sværd af, og kastede det væk. Mesteren rejste sig op. "Nu er ritualet klar. Jeg skal blot lige læse sætningerne op." Vashin lukkede øjnene. Han havde været besat utallige gange før, og han følte det altid som om han blev slået ud: Han kom først til sig selv igen, når dæmonen var væk, uden nogle minder fra under hændelsen. Og desuden kedede Mesterens vørvl ham usigeligt. "U'shganf lko'pgt nhva kcigdun Ramuthra nulgh..." Sådan fortsatte Mesteren et stykke tid, indtil han pludselig tav. Vashin konstaterede at han stadig var ved bevidsthed, og åbnede så øjnene.
Han blev slået med rædsel, da han så Mesterens ansigtsudtryk. Der var noget grueligt galt. Mesteren så frofærdet ned på en af sætningerne - Hrugos' vistnok. Den allerførste. Han sagde noget til Vashin om at gå ud af pentagrammet, men Vashin hørte det ikke. I samme øjeblik kunne han mærke noget i sin krop. En anden.
Vashin var helt overbevist om at det var en dæmon, men han var her stadig. Eller måske ikke. Han var ikke sikker. Han begyndte at le, eller hans krop gjorde i hver fald. Han kunne ikke længere gøre noget, hans krop fulgte ikke længere hans ordrer. Og han var ikke længere inde i den. Han så på det hele lidt udefra. Han svævede oppe i trætoppene, uden hverken krop eller sanser. Han så alligevel på en eller anden måde, uden sine øjne, det rædeslfyldte tableau, som nu udspillede sig under ham.
Han så sit sværd komme flyvende hen i dæmonens hånd. Han så sin Mester lave en form for beskyttende kuppel af lys, men Vashins krop kløvede blot igennem det med sit sværd, som nu var omspændt af flammer, der konstant skiftede farve. Han så sig selv kløve begge Mesterens ben med et enkelt hug. Vashin ville skrige, ikke så meget fordi han havde ondt af Mesteren, som fordi at han var bange for at miste sin krop for altid. Men han havde ingen stemme at gøre det med. Han ville have bedt til Oravar, men han havde ingen hænder at folde. Vashins krop så på Mesteren som lå på jorden og skreg. Den så på bogen, som han havde tabt. Så samlede den bogen op, og bladrede i den. Imens den bladrede, brændte siderne én for én. Den så foragteligt på Mesteren. Med det samme begyndte røg at strømme ud af Mesterens øjne, næse og mund. Han holdt om sit hoved, imens flammer begyndte at strømme ud af det. I løbet af få sekunder var der ikke andet end det forkullede kranium tilbage. Vashins krop spyttede på ham en sidste gang, inden den begyndte at lyse.
Da Vashin vågnede, var det i sin egen krop. Han ransagede sin hjerne for at se om noget manglede, og opdagede hurtigt at det gjorde der. Han havde ingen magisk viden overhovedet. Alt hvad hans Mester havde lært ham, siden han var et lille barn, var væk. Dæmonen havde taget det med sig. Han skreg op mod himlen, og forbandede den. Mesterens lig lå ikke langt derfra, men det var Vashin egentlig ligeglad med. Det her var Mesterens egen skyld. Vashin samlede sit sværd og sin notesbog op, og bevægede sig hen mod sortelvernes by. Alle figurerne på jorden var væk, forsvundet uden et spor.
Han ville lære sig magi igen, men indtil han fandt en læremester, ville han tjene Oravar som en af dronningens krigere. Hans Mester havde også lært ham at tale menneskesprog, for at han kunne læse alle de vigtige bøger, så måske kunne han tjene lidt ved at agere tolk af og til? Han var jo nødt til at tjene til føden på en eller anden måde...


Og for min nuværende rolle, en menneskelig "videnskabsmand":


Karakternavn: Kerian Felnod

Alder: 26

Kerian småløb ned ad gaden. Han havde fået at vide at det var alvorligt, så han havde taget alle sine eliksirflasker med. Da han nåede frem til huset, var han lige ved at snuble over en kat, som løb hen ad gaden. Han havde nu aldrig brudt sig om katte. De var alt for mystiske og hemmelighedsfulde. Han foretrak ting som lod sig studere. Hvis det var op til ham, så ville han bare putte alting i beholdere, så han kunne få set ordentligt på det. Det var det, som han havde elsket ved universitetet. Der var det lige præcis sådan det havde forholdt sig. Desværre havde han ikke råd til at blive der i mere end et par år. Tirals store bibliotek var han også blevet smidt ud fra, den gang han havde sparet og spinket for at rejse hen og se det. De ville ikke have en eller anden fattig plebejer til at røre ved de dyre gamle bøger. Så i et år havde han gemt sig derinde efter at det blev låst af om aftenen. Han havde taget de bøger, som han ville læse, og var gået op på loftet hvor vagterne ikke kom. Han huskede stadig tilbage på det med glæde. Han havde lært elversprog, han havde lært om alkymi, han havde lært om alt det samme som på universitetet. Det stoppede dog alt sammen den dag hvor en vagt havde opdaget skæret fra hans tællelys og havde smidt ham i arresten i to måneder. Derefter var han rejst hertil. Folk her i byen havde altid brug for en med kundskab inden for eliksirer, havde han til sin glæde opdaget. Og selv om han stadig længtes mod bøgerne, så var mad på bordet hver dag nu alligevel at foretrække.
Han bankede på døren, og en hærget udseende kvinde åbnede døren. "Kom ind, kom ind. Præsten er ankommet. Han sidder og beder til Solvar for min mands sjæl netop nu." Kerian trak på skuldrene. Han havde aldrig haft meget tiltro til hverken præster eller guder. I hans øjne var det hele bare ét stort svindelnummer, som udnyttede de letpåvirkelig borgere. "Det er meget fint," sagde han, "men vil De ikke lige venligst bede den gode præst om at forlade lokalet, så jeg nemmere kan tilse patienten." Kvinden tøvede. "Er det virkelig nødvendigt?" Kerian var ved at pakke sine diverse flasker frem. "Hvis De har et ønske om at den eliksir som jeg brygger til Deres mand skal redde ham, og ikke forgifte ham, så ja." Kvinden ventede lidt, og gik så ind i rummet hvor manden lå. Da hun kom ud, fulgtes hun med præsten, som sendte Kerian et skulende blik. Kerian smilede selvtilfreds, og gik så ind til patienten. Manden hostede, og Kerian opdagede hurtigt problemet. En lang flænge løb hen langs mandens venstre underarm. den var lilla, og meget hævet. Blodforgiftning. Kvinden kom ind ad døren. "Er det slemt?" spurgte hun. Kerian sagde ikke noget, men nikkede blot. Han forklarede: "Deres mands sår er betændt. Det ser meget slemt ud. Hvordan skete det, og hvornår?" Kvinden fortalte, at hendes mand havde skåret sig på en harve for en uges tid siden, da han faldt ned på den. "Men det er først blevet slemt for to dage side. Han sagde at det ikke var noget," græd hun. "Han sagde at han var nødt til at arbejde, for vi havde ikke råd til andet, og det er sandt. Derfor har vi først sendt bud efter Dem nu. Vil De ikke nok redde min mand?"
Kerian begyndte at blande sine ingredienser. "Jeg vil gerne redde ham, men det her er meget alvorligt. Jeg kan forsøge, men jeg ved ikke om det vil lykkes." Kvinden så på ham med et slet skjult raseri. "Gør De det," sagde hun med dirrende stemme. "Men hvis det ikke lykkes... Så skal De ikke regne med at komme tilbage." Kerian færdiggjorde eliksiren, og hældte det ned i den syge mands hals. "Jeg kommer tilbage i morgen. Hvis der ingen forbedringer er sket..." Han færdiggjorde aldrig sætningen, men hastede ud af døren, imens han knugede den sølvmønt, som kvinden havde givet ham som betaling.
Samme aften red han afsted, væk fra byen. Han vidste, at hvis han blev der meget længere, ville kvinden anklage ham for kætteri. Manden var uhelbredeligt syg, og han havde ikke langt igen. Når han døde ville kvinden anklage ham for blot at have gjort det hele værre ved at forgifte manden - som havde fået en soveeliksir - og præsten ville give hende ret. Ingen brød sig om folk som ikke troede på en eller anden form for gud i den her verden. Specielt brød de infame præster sig ikke om hans mage teorier som gjorde "De store guders skaberværk" til noget naturligt. Nej, så hellere flygte. Om tre dage ville han være i byen Katherstadt, og så måtte han jo se tiden an. Der boede hans fætter Jarek jo også. Forhåbentlig kunne han sørge for at Kerian ikke kom i uføre igen...




Jeg har lagt dem ind, da jeg syntes at de fik en meget positiv respons fra GM'erne, hvorfor jeg regnede med at det var i orden.